Sammen med børnene kører jeg lørdag i sommerhus. På lygtepæle er der billed efter billede af kandidater til valget. Min 6-årige undrer sig lidt over det, og pludselig ser jeg for mig, en lang forklaring omkring, hvad et valg er. Hvordan får man det forklaret?
Jo, det er jo egentlig enkelt. Min 6 årige er jo netop startet i skole. I skolen handler det om at være populær. Jeg har i de første dage af hendes nye skoleliv, snakket rigtig godt med en anden mor, og vi får aftalt en legedag for vores piger .. men næ nej, det var ikke hvad prinsessen havde tænkt sig, for hun havde allerede udset sig, hvem HUN mente legeaftalerne skulle være med. Allerede inden de første dage er helt faldet til bunds, har min datter altså fundet ud af, hvem der er populær, og hvem man ikke liiige skal matches med i en svær og ekstrem vigtig skolestartstid. Vi snakker på vej op til sommerhuset, om hvad der er sjovest i skolen. Det er 'drengene efter pigerne'! Men der er systemer jeg ikke helt har regnet ud, for reglerne er ikke lige. Der er nemlig en dreng, han er KingKong. KingKong? Ja, det er ham der ikke kan fanges. Hvad gør at han er KingKong? Ja, det ved hun ikke helt, andet end at sådan er det, det er ham der bestemmer, det er ham der er kongen.
Skolen har været igang i 1½ uge, og popularitetsvalget er gennemført. Rasmus er populær, han er valgt til KingKong. Og KingKong, han fanger kun én pige, altid den sammen. Min datters nye veninde. Jo, hun havde skam set det helt fra start, hvem der ville være populær og hvem der ikke ville være det. Og hun har skabt en stærk alliance og sikret sig en plads ved KingKongs hof.
Så, hvad er et valg? Det er at finde ud af, hvem KingKong er.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar