fredag den 31. januar 2014

'Unikeness' på flaske

I sidste kommentar var overskriften: Har du fundet dig selv? 

Hvis ikke det skulle være svært nok at finde sig selv, skal du også findes af andre, nemlig virksomhederne. Men er virksomhederne virkelig parate til dem, der ikke er skåret over en læst? Eller skal alle ’de skæve’ være selvstændige for at udfolde sig?

Jeg sidder til daglig med næsen begravet i ansøgninger og cv´er. Jeg giver kandidater råd om opbygning og struktur så som: Lidt mere der, lidt mindre her. Flyt denne op, det forventes at stå sådan, beton her og fjern dette. Alt sammen råd der tager udgangspunkt i, hvad modtageren forventer og ikke den enkeltes helt særlige individualitet.

Ansøgninger må ikke fylde mere end 1 A4 side, og CV´et skal skrives kronologisk startende med nuværende forhold og meget gerne vise både ansvarsområder og opnåede resultater.

Der er med andre ord en ret stram struktur for, hvordan du sælger noget så unikt som dig selv.




Strukturen af bestemt af en ganske bestemt måde at ’se og evaluere’ menneskelige kompetencer på. Den er udtryk for et paradigme, der udspringer af funktion. Af at man har ’et headcount’  - altså en ledig stilling i en given virksomhed, som skal besættes. Andre begreber der passer til læsten er ’plug n’ play’,  ’flytte knappenåle’ eller ’bodyshopping’.

Det er sikkert også en afledning af industrialiseringen, samlebåndsarbejdere og jobbeskrivelser tilpasset massen. Der er en opgave. Den skal løses. 

På den anden side ser vi annoncer, der trods relativt stramme skabeloner, efterspørger medarbejdere, der er innovative og udviklingsorienterede.

Og her tænker jeg ikke bare på designere eller IT udviklere. Næ nej du. Vi skal både have innovative sælgere, udviklingsorienterede controllere og ikke mindst folk med drive og gå på mod, der kan tage ansvar og sætte i gang. Og så vil vi gerne sortere alle dem fra, der ikke har den skræddersyede uddannelse. Og dem der har et hul i CV´et af den ene eller anden årsag. Herefter fjerner vi alle dem fra bunken, der kun har været i kortere ansættelser (under 2-3 år).

Hov, vi må ikke glemme, at kravet om ’flere års erfaring med lignende opgaver’ er ufravigeligt. Hvilket egentlig er ret komisk, da innovative eller udvikler-typerne sandsynligvis ikke engang kunne overveje flere års erfaring med samme opgaver eller målsætninger.

Tør man så nævne, at vi måske også kommer til at fjerne et par enlige mødre og kvinder på omkring de 30. Ikke at vi siger det til nogen, men vi gør det.

Når det er gjort, ser vi på, om der blandt de tilbageværende kandidater i bunken skulle være nogen, der lyser af vilje til at forandre og gøre anderledes. Struktureret beskrevet på tre linjer, naturligvis.


Kære Chef. Er du virkelig parat til at ansætte de skæve, de anderledes og dem, der stritter uden for kasserne? Dem med CV´er, der ser mærkelige ud på LinkedIn eller hvis ansøgning har stavefejl og dårlig opsætning. Eller dem, der har huller i ansættelsesforløbet, fordi de kastede sig ud fra højden som selvstændige i en finanskrise, eller rejste til Indien for at rede gadebørn, eller droppede uddannelsen fordi systemet fortalte dem, at de ikke kunne læse op, lære uden ad og skrive lige ud.

Er du parat til at tage chancen med dem, der har korte ansættelser, fordi de igen og igen ikke fandt sig tilrette i virksomheder, hvor procedurer, tjeklister og rutiner gik forud for forandring og afprøvning? Hvor stabilitet var en værdi frem for rebelskhed.

Lad os nu være ærlige. Det er nemmere at forholde sig til standardiserede ansøgninger, CV´er og rekrutteringsmaskiner, der sørger for at fjerne det, der falder uden for skabelonen eller de effektive killer questions. Og hurtigere. Og tryggere. Gode, stabile medarbejdere er det vi helst vil have, for så ved vi, hvad vi får. Det samme. Og det samme giver som bekendt… Det samme!

Ok, indrømmet. Jeg foretrækker, at min løn kommer til tiden, og at feriepengene er sat ind sammen med pension og udlæg og kørselsgodtgørelser. Og jeg vil også meget gerne have en pilot, der ved, hvor vi skal hen og har beregnet både rute og brændstof. Til mere end halvdelen af den danske jobmasse passer skabelonen sandsynligvis perfekt. Men, den anden halvdel har brug for at blive evalueret og vurderet på helt nye præmisser. Præmisser der matcher efterspørgslen på disse menneskers tankegang.

Et nyt paradigme tak!

Hvis der er en brugbar model for type A, må man vel forudsætte, at der også er en model for type B. Eller er det selvmodsigende? Det tror jeg ikke, for der er jo ingen som siger, at pendanten til det strukturerede CV med korrekt kronologi er kaos. Det er i mindre grad et spørgsmål om, at man bør kunne skrive sit CV som man vil, men mere et spørgsmål om at finde alternative former, der kan vise værdien af det, der normalt ville falde ud som gamestoppers for den enkelte person.

Det kan jo ikke være en forudsætning, at bare fordi man ikke passer ind i formel A, så er eneste alternativ, at man skal kunne lave fantastiske, kreative CV´er. Mennesker der er udviklere, innovative, igangsættere, har ikke nødvendigvis evner for at formidle sig visuelt eller kreativt. Måske tværtimod?   

Jeg har ikke formlen for den nye standard. Men jeg glæder mig til at se det pible frem med nye former og præsentationer, for det er nødvendigt, hvis vi skal gøre os håb om at finde en bred vifte af talenter til fremtidens virksomheder.

Majken Danstrup

(headhunter)

Har du fundet dig selv?


Jøsses hvor jeg har tænkt over det mange gange. Siden jeg var teenager, mindst!


Forleden sad jeg i S-toget på vej på arbejde, over for mig sad en ung pige, som fra mit perspektiv, havde både helstøbt stil og attitude. Små perler på huens kant fik mig til at overveje, om jeg selv kunne bære sådan en kreation. Hvorefter tanken ramte mig: Jeg er ved at have fundet ’mig selv’, hvor dumt at sidde og overveje om det er passende ...

I mylderet af morgenmennesker på Nørreport station og helt ude af stand til at gøre andet end blot at følge strømmen hen mod trappen og op i friheden, gik jeg i mit stille sind og slog mig selv i hovedet. 

Hvorfor tog det mig lige 41 år at nå dertil, hvor jeg kunne gå med en ro i maven over (næsten) at have fundet (måske) mig selv? Tænk hvis jeg allerede i 20´erne havde haft begge ben på jorden og is i maven. Så havde jeg helt sikkert nået meget mere af det, jeg føler, jeg mangler at udrette. I stedet har det været en lang søgen, afsøgen, afprøven og aflæggelse af mulige mig´er.

Nu har jeg jo alligevel beskæftiget mig med identitetskonstruktion ud fra både den behavioristiske og den socialkonstruktionistiske tilgang. Den ene tilgang mener, at vi er født med en adfærd, som i mere eller mindre grad kan påvirkes, men dog har en stabil kerne – altså et oprindeligt mig. Den anden tilgang ser ’individualitet’ som værende en konstruktion af de sociale sammenhænge vi har og deltager i.

Hvis vi ser på mange menneskers søgen ’efter sig selv’ ud fra et behavioristisk synspunkt, er det måske berettiget, at jeg slår mig selv lidt i hovedet. Tænk sig at bruge første halvdel af livet på at finde mig, hvis jeg er født med mig, lige her!? Tåbeligt egentligt. Lidt lige som ’Lotte Lotte hvor er du’, usynlig og alligevel ’jeg er jo lige her’.

Er vi derimod konstruktioner af vores omverden, kan jeg lægge køllen fra mig og tage en pause med at tæske og i stedet overveje, hvem jeg har lyst til at være…

Samme aften skulle jeg facilitere en lille seance. Formålet var sat: Hvordan finder jeg målet, og hvordan kommer jeg dertil?   

For at ’finde et mål’ tog jeg udgangspunkt i en øvelse kaldet ’backtracking’, hvor man ser fremtiden for sig, beskriver den og herefter beskriver hvordan man nåede hertil. Ud fra samme idé bad jeg deltagerne lukke øjnene og forestille sig, at de befandt sig i et mørkt, velouragtigt lokale. Der tændte et lille lys og i skæret stod den person, de ønskede at være, når de kom i mål. Hvordan så denne person ud? Hvad udtrykte personen i sit ansigt eller holdning? Hvad havde personen opnået? Hvilke værdier havde drevet personen?

Her skabte vi en identitet. Og den identitet var en social konstruktion. Da vi igen åbnede øjnene skulle deltagerne fortælle, hvem de havde mødt og efterfølgende, hvilke forskelle der var på deres nuværende og fremtidige selv. 


Og så var det egentlig bare at gå i gang med at uddybe de forskelle og finde metoder og løsninger til at indfri fremtidsønsket. Som eksempel opdagede en deltager, at det var MOD der skulle til for at få løst nogle udfordringer. Erkendelse = første stadie. Men hvad nu? Sammen skrællede vi et mentalt løg, til vi fandt frem til lige den handling, der kunne være med til at begynde rejsen mod MOD.

Jeg tror at jeg har leget med mange identiteter eller mig´er. Jeg har ikke søgt mig selv men leget med mulige afskygninger, afprøvet hvordan én frem for en anden adfærd havde respons i omverdenen. Og dermed har jeg heller ikke fundet mig selv. Jeg har bare fundet en udgave af mig selv, som jeg oplever min verden responderer ganske fint på lige nu. Og det er vel alt i alt med til at gøre det værd at beholde den udgave lidt endnu.

Og dog, tror alligevel jeg lige jeg går ind i den sorte velourboks igen, og ser lidt på, hvem jeg (også) vil være i 2014.

Godt nytår

Majken Danstrup – tror jeg nok


Hold nu kæft


Der er ingen der siger, at det er nemt at arbejde med HR. Eller for den sags skyld nogen anden branche. Vi skal være oppe på mærkerne og med på det nye. Jonglere med begreber der ikke altid lader sig slå op i ordbogen.
Jeg er absolut fortaler for, at modernisere den gamle personaleafdeling og gøre ’os’ mere forretningsorienterede. Og måske er det fordi jeg er forholdsvis ny i branchen at jeg på den ene side skal holde tungen lige i munden for, at kunne følge med i de mange begreber og retninger inden for HR-paletten. Og på den anden side så havde jeg nok aldrig haft interesse i, at arbejde med HR på den personale-afdelings- agtige måde.
”Man skal være forretningsorienteret i HR” ... Det tog mig noget tid at forstå hvad man mente med det. Først da jeg koblede fortid og nutid sammen og så udviklingen inden for HR, forstod jeg hvad jeg ikke før havde forstået. Jeg VAR forretningsorienteret og ved i virkeligheden slet ikke af, hvordan man bedriver HR uden at være det. Jeg er opdraget i en branche hvor kunde og produkt var mit ansvar og fokus. Og derfor slog det mig ikke, at HR ikke nødvendigvis har samme udgangspunkt.
MEN, og her er det at selv progressive, innovative mig, bliver lidt træt. For hold nu op hvor er der mange der har travlt med at slå HR-folk i hovedet. Primært – HR folk i øvrigt!...
Der går ikke en dag, hvor jeg ikke modtager et nyhedsbrev, en blog, en kommentar, en artikel, der beskriver alt det som HR er dårlige til og skal blive bedre til. ”HR skal blive bedre til at markere sig” – ”HR skal have nyt mindset” – ”HR skal forstå forretningen” – ”Syv fakta om hvor dårlig HR i virkeligheden er” ...
Hvor mange andre brancher har SÅ travlt med at slå sig selv og hinanden i hovedet? Hvad med lidt anerkendelse?
Eller
– hvad bare med lidt RO?!
Ja, vi skal naturligvis forbedre os, nøjagtig som alle andre skal. Men jeg tvivler på at det gør nogen godt, konstant at få at vide, at man ikke slår til!
Jeg syntes det er enormt som HR-faget har udviklet sig og konstant er i udvikling. Det er nok derfor, at jeg trives her.

Majken Danstrup
Kbh 08/2013