fredag den 31. januar 2014

Hold nu kæft


Der er ingen der siger, at det er nemt at arbejde med HR. Eller for den sags skyld nogen anden branche. Vi skal være oppe på mærkerne og med på det nye. Jonglere med begreber der ikke altid lader sig slå op i ordbogen.
Jeg er absolut fortaler for, at modernisere den gamle personaleafdeling og gøre ’os’ mere forretningsorienterede. Og måske er det fordi jeg er forholdsvis ny i branchen at jeg på den ene side skal holde tungen lige i munden for, at kunne følge med i de mange begreber og retninger inden for HR-paletten. Og på den anden side så havde jeg nok aldrig haft interesse i, at arbejde med HR på den personale-afdelings- agtige måde.
”Man skal være forretningsorienteret i HR” ... Det tog mig noget tid at forstå hvad man mente med det. Først da jeg koblede fortid og nutid sammen og så udviklingen inden for HR, forstod jeg hvad jeg ikke før havde forstået. Jeg VAR forretningsorienteret og ved i virkeligheden slet ikke af, hvordan man bedriver HR uden at være det. Jeg er opdraget i en branche hvor kunde og produkt var mit ansvar og fokus. Og derfor slog det mig ikke, at HR ikke nødvendigvis har samme udgangspunkt.
MEN, og her er det at selv progressive, innovative mig, bliver lidt træt. For hold nu op hvor er der mange der har travlt med at slå HR-folk i hovedet. Primært – HR folk i øvrigt!...
Der går ikke en dag, hvor jeg ikke modtager et nyhedsbrev, en blog, en kommentar, en artikel, der beskriver alt det som HR er dårlige til og skal blive bedre til. ”HR skal blive bedre til at markere sig” – ”HR skal have nyt mindset” – ”HR skal forstå forretningen” – ”Syv fakta om hvor dårlig HR i virkeligheden er” ...
Hvor mange andre brancher har SÅ travlt med at slå sig selv og hinanden i hovedet? Hvad med lidt anerkendelse?
Eller
– hvad bare med lidt RO?!
Ja, vi skal naturligvis forbedre os, nøjagtig som alle andre skal. Men jeg tvivler på at det gør nogen godt, konstant at få at vide, at man ikke slår til!
Jeg syntes det er enormt som HR-faget har udviklet sig og konstant er i udvikling. Det er nok derfor, at jeg trives her.

Majken Danstrup
Kbh 08/2013 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar