Har du fundet dig selv?

Jøsses hvor jeg har tænkt over det mange gange. Siden jeg var teenager, mindst! Forleden sad jeg i S-toget på vej på arbejde, over for mig sad en ung pige, som fra mit perspektiv, havde både helstøbt stil og attitude. Små perler på huens kant fik mig til at overveje, om jeg selv kunne bære sådan en kreation. Hvorefter tanken ramte mig: Jeg er ved at have fundet ’mig selv’, hvor dumt at sidde og overveje om det er passende ... I mylderet af morgenmennesker på Nørreport station og helt ude af stand til at gøre andet end blot at følge strømmen hen mod trappen og op i friheden, gik jeg i mit stille sind og slog mig selv i hovedet.  Hvorfor tog det mig lige 41 år at nå dertil, hvor jeg kunne gå med en ro i maven over (næsten) at have fundet (måske) mig selv? Tænk hvis jeg allerede i 20´erne havde haft begge ben på jorden og is i maven. Så havde jeg helt sikkert nået meget mere af det, jeg føler, jeg mangler at udrette. I stedet har det været en lang søgen, afsøgen, afprøven og aflæggelse af mulige mig´er. Nu har jeg jo alligevel beskæftiget mig med identitetskonstruktion ud fra både den behavioristiske og den socialkonstruktionistiske tilgang. Den ene tilgang mener, at vi er født med en adfærd, som i mere eller mindre grad kan påvirkes, men dog har en stabil kerne – altså et oprindeligt mig. Den anden tilgang ser ’individualitet’ som værende en konstruktion af de sociale sammenhænge vi har og deltager i. Hvis vi ser på mange menneskers søgen ’efter sig selv’ ud fra et behavioristisk synspunkt, er det måske berettiget, at jeg slår mig selv lidt i hovedet. Tænk sig at bruge første halvdel af livet på at finde mig, hvis jeg er født med mig, lige her!? Tåbeligt egentligt. Lidt lige som ’Lotte Lotte hvor er du’, usynlig og alligevel ’jeg er jo lige her’. Er vi derimod konstruktioner af vores omverden, kan jeg lægge køllen fra mig og tage en pause med at tæske og i stedet overveje, hvem jeg har lyst til at være… Samme aften skulle jeg facilitere en lille seance. Formålet var sat: Hvordan finder jeg målet, og hvordan kommer jeg dertil?    For at ’finde et mål’ tog jeg udgangspunkt i en øvelse kaldet ’backtracking’, hvor man ser fremtiden for sig, beskriver den og herefter beskriver hvordan man nåede hertil. Ud fra samme idé bad jeg deltagerne lukke øjnene og forestille sig, at de befandt sig i et mørkt, velouragtigt lokale. Der tændte et lille lys og i skæret stod den person, de ønskede at være, når de kom i mål. Hvordan så denne person ud? Hvad udtrykte personen i sit ansigt eller holdning? Hvad havde personen opnået? Hvilke værdier havde drevet personen? Her skabte vi en identitet. Og den identitet var en social konstruktion. Da vi igen åbnede øjnene skulle deltagerne fortælle, hvem de havde mødt og efterfølgende, hvilke forskelle der var på deres nuværende og fremtidige selv.  Og så var det egentlig bare at gå i gang med at uddybe de forskelle og finde metoder og løsninger til at indfri fremtidsønsket. Som eksempel opdagede en deltager, at det var MOD der skulle til for at få løst nogle udfordringer. Erkendelse = første stadie. Men hvad nu? Sammen skrællede vi et mentalt løg, til vi fandt frem til lige den handling, der kunne være med til at begynde rejsen mod MOD. Jeg tror at jeg har leget med mange identiteter eller mig´er. Jeg har ikke søgt mig selv men leget med mulige afskygninger, afprøvet hvordan én frem for en anden adfærd havde respons i omverdenen. Og dermed har jeg heller ikke fundet mig selv. Jeg har bare fundet en udgave af mig selv, som jeg oplever min verden responderer ganske fint på lige nu. Og det er vel alt i alt med til at gøre det værd at beholde den udgave lidt endnu. Og dog, tror alligevel jeg lige jeg går ind i den sorte velourboks igen, og ser lidt på, hvem jeg (også) vil være i 2014. Godt nytår Majken Danstrup – tror jeg nok